Andachten / Andagter

Prædiken og Liturgi Trinitatis Søndag 7/6/2020 / Den Tysk Reformerte Kirke i København

Vi fejrer Gudstjeneste i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Vores hjælp er i Herrens navn, himlens og jordens skaber, hvis pagt og trofasthed varer evigt og som aldrig slipper sine hænders værk. Amen.

Prædikentekst:
 De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Matthæus 28, 16-20

 Salige er de, som hører Guds Ord og bevarer det. Amen.

Kære Venner,
 ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. …Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Dette er trøstende ord. Her taler en beskyttende stemme – og taler med myndighed, med autoritet. En stemme, som siger, jeg ved, at I kan være bange og angste, men jeg er her til at passe på jer. Den som taler, taler på vegne af Gud; på vegne af Faderen, Sønnen og Helligånden, den treenige Gud. Men hvad vil det egentligt sige?
 Da jeg underviste i Beirut fortalte jeg mine studerende, at de altid skulle huske på, at netop det spørgsmål var deres. Hvad i alverden betyder det, at Gud er treenig? Det var deres unikke problem. Deres muslimske og jødiske naboer havde ikke den udfordring, den hovedpine, at skulle forklare, hvordan de ene Gud også er tre personer. Og de tre personer er én Gud. Det er ikke nemt, så meget er sikert og vist – men når det var sagt, fortalte jeg dem, så skulle de elske den udfordring for den var helt og holdent deres: deres egen udfordring, bundet til hvem de var. Det var en udfordring, som kunne være med til at lade dem forstå dem selv på en dybere måde. En udfordring som var en del af deres identitet – og de udfordringer er værd at elske. De gør os til dem, som vi er. Det var egentligt en gave, som kommer i form af en udfordring.
 Og her, i denne bibeltekst fra Matthæus, er den udfordring omkranset af de to betryggende udsagn: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. …Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Det er ikke en benægtelse af udfordringen. Apostlene skal nu ud og døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og gøre alle folkeslag til Jesu disciple. En lille gruppe mere eller mindre kompetente mænd skal ud og håndtere en udfordring af globale proportioner, bevæbnet med en teologisk gåde, der stadigvæk volder mange hovedpine den dag i dag. Men, igen, det er deres udfordring. Den vil gøre dem til de mennesker, som de i sandhed er. Den vil forme dem og give dem mod og tålmodighed; styrke og viljefasthed. Den vil sætte dem fri. ” Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

 Udfordringer former os, skaber os, hvis vi har styrker til at gribe dem rigtigt an. En udfordring kan være en Nåde, hvis vi forstår at bruge den rigtigt. Det er gode nyheder i en udfordrende tid. Det er gode nyheder i en tid, hvor vi, kristne, også må tage ansvar for overvejelser og tanker, som mange andre måske ikke har perspektivet – eller styrken – til at bære.

 Som I nok ved, har jeg selv kæmpet med at finde mening i denne tid; kæmpet med at forstå, hvad Guds vilje med denne tid er; kæmpet med at finde ud af, hvem jeg er i forhold til det; kæmpet med at finde ud af, hvilken vej vi, mennesker, vi kristne, skal gå. Jeg har kæmpet for at undgå lette svar – for hvis der én ting, som er sikkert i denne tid, så er det, at nemme svar er tomme svar.
 Både verden og vores vej igennem den er indviklede. Vi står konstant overfor valg, som vi skal træffe – men det er et fåtal af gangene, hvor vi faktisk har al den information og viden, som kunne sikre, at vi vælger det rette. Der er endda tidspunkter, hvor vi faktisk kan indse, hvad det rigtige er – men ikke kan overføre det til vores egen situation. Der kan være spørgsmål, som vi aldrig stiller os selv, så vi bliver ved med at handle på en måde, som vi aldrig ville have handlet på – hvis vi havde overvejet, om det nu også var det rigtige at gøre.

 For nogle måneder siden stødte jeg på et interessant argument i en artikel i et tidsskrift. Det var et argument for vegetarianisme – men pudsigt nok ledte det mig direkte til at tænke på det teologiske spørgsmål om Guds almagt i forhold til det onde og den lidelse, som vi kan opleve i verden. Det er lidt af et spring, men jeg håber, at I kan bære over med mig en kort stund og prøve at følge mig. Spørgsmålet i artiklen var, hvad vores moralske forsvar for at spise kød egentligt er? Hvorfor mener vi, mennesker, at vi frit kan beslutte at opdrætte og dræbe dyr for at spise dem. Hvad giver os retten til at bestemme over andre levende væseners lidelse, liv og død på den måde?
 Her er det ikke et spørgsmål om, at vi jo er kødædere og det er tigerne også, så hvis de godt må, så må vi også. Tigerne har ikke andre muligheder. Det har vi. Og måske endnu vigtigere: tigerne har ikke muligheden for moralsk at overveje deres valg. Det har vi. Så, igen, hvad er det som gør det til et moralsk forsvarligt valg at spise andre levende væsener? For at gøre en lang historie kort, mente artiklens forfatter, at det eneste svar, som gav bare en smule mening, var en usagt opfattelse at et naturligt hierarki; en naturens orden, hvor nogle levende væsener står højere end andre. Vi er højerestående væsener – blandt andet i kraft af vores selvbevidsthed og frihed – og derfor har vi en vis ret til at bestemme over de laverestående væsener: en ret til at bestemme over deres liv og død.
 Men her bliver det hurtigt problematisk, for vi kan forestille os, at der komme andre, bedre begavede, højere væsener til jorden. Og ville de væsener i så fald have ret til at bestemme over vores lidelse og død? Ville vi så være nødsaget til moralsk at anerkende, at det stod disse væsener frit for at spise os – hvis det var det, som de havde lyst til? Igen, lige meget om vi kunne lide det eller ej, måtte vi så anerkende deres ret til det – idet vi selv har gjort det samme med den samme uudtalte begrundelse de sidste 100 000 år?
 Det var her, hvor en lidt syrlig tanke ramte mig. Som kristen kan man nogle gange blive udfordret af ikke-troende, der spørger hvordan Gud kan tillade den lidelse og død, som er i verden. Her faldt det mig ind, at hvis nogen på noget tidspunkt skulle udfordre mig på det punkt, så kunne jeg starte med at spørge vedkommende, om de spiste kød. Hvis svaret var ”ja”, så kunne jeg påpege, at der var ca. ligeså moralsk retfærdiggjort, at de blev ved med at spise kød – som at Gud regerede en verden, der indeholder en vis mænge lidelse og død. Hvis et højerestående væsen har ret til at bestemme over laverestående væseners lidelse, liv og død uden at kunne bebrejdes moralsk – så er det naturligvis fint at spise kød – og ligeså fint, at Gud udmåler en vis mængde lidelse og død i verden. Og, idet Gud ikke også føjer spot til skade ved også at spise os, slipper Gud en del bedre, end vi gør, i denne sammenligning. Velbekomme og touché, kødspisende hedning!

 Men, som I sikkert også kan fornemme, er dette argument mest en øvelse i retorik og abstrakt spidsfindighed. Det har egentligt intet at gøre med den bibelske Gud; med den Gud som for alle tider har åbenbaret sig i Jesus Kristus. Den magt, som vi udøver over vores stakkels medskabninger, når vi genner dem ind i slagterierne og møder dem på den anden side i form af færdigpakkede koteletter, har intet med den treenige Guds almagt at gøre. Guds almagt er ikke en abstrakt almagt, en tilfældig udøvelse af herredømme over skabningen.
 Den almagt er netop kendetegnet ved, at Gud er med os alle dage indtil verdens ende. Det er egentligt, hvad det vil sige, at Gud er treenig: at Gud i sin nåde har skabt os, og har frelst os, og leder os hele vejen til vores forløsningen. At Gud har skabt os af kærlighed, har mødt os i mennesket, Jesus Kristus, og fører os hjem til Gud i tro, håb og kærlighed igennem sin Hellige Ånd. At Gud ledsager os og holder hånden under os på disse tre bestemte måder. Det betyder, at de klassiske og abstrakte måder at forstå Gud på, er sat ud af spillet. Det betyder, at den Gud, som har skabt os, også kommer til os, er med os, kommer os i møde, er én af os, og derfor aldrig slipper os. Det betyder, at vi ikke kan komme bag om Gud og Guds åbenbaring. I hele den skabende, frelsende og forsonende bevægelse er Gud én og den samme Gud. Det betyder, at Gud møder os som Herren – men som den Herre, der også er med os og har sat sig selv ind på at føre os til Gud.

 Som jeg sagde til mine studerende i Beirut: den treenige Gud er ikke bare en hvilken som helst forestilling om Gud – det er den Gud som kommer til os, kender os, og personligt er med os. At Gud er treenig betyder, at Gud hører vores bønner. At Gud er treenig betyder, at Gud kender os og vores liv og skæbne berører Gud. At Gud er treenig betyder, at vi står i et personligt forhold til Gud; at vi kan kende Gud; at vi kan tale med Gud og at Gud hører os.
 Og som med alle personlige forhold har det konsekvenser. Det er de nære forhold i vores liv, som ofte giver os de største udfordringer. Det er dem, som vi skal lære at vokse i. Det er de forhold, som former os og gør os til dem, som vi er. Det har sin pris – men det er ikke en gyldig grund til at opgive dem. Det er netop sådan, vi kender vores nærmeste. Det er dem, som vi er sammen med igennem udfordringer og prøvelser – fordi at miste dem er at miste en del af sig selv.

 Når Jesus siger, at han er med os alle dage indtil verdens ende, så er det også, fordi for Gud vil det at slippe os ville være at miste en del af sig selv. At lade os gå tabt er for Gud at tabe en del af sig selv – netop fordi Gud er den Gud der har bundet sig til os i Jesus Kristus. Og hvis Gud opgiver det, har Gud mistet en del af sig selv. Og det er, hvad Guds almagt vil sige – både for os og for Gud: en nærhed, som vi ikke kan komme udenom, ikke uden at miste en del af os selv.

 De forhold som danner grundlaget for mit liv, er de forhold, som jeg ofte kan tage for givet. Og det er på mange måder en god ting. Jeg kan hvile i mit forhold til dem, som jeg elsker. Men her er også en fare. En gang imellem er det nødvendigt at huske på, hvor meget jeg ville tabe, miste af mig selv, hvis disse forhold ikke var en grundlæggende del af mit liv. Jeg må også kunne se og indse, hvad det er, som jeg er beskyttet fra igennem de kærlige forhold, som opretholder min liv og min verden. At savne dem, som man elsker, er et tegn i livet. Savnet kan give en sikkerhed og en tryghed. Det minder én om den person, som man er blevet igennem den kærlighed. Det minder én om den måde man blev formet sammen med den anden. Det minder én om den velsignelse, som kærligheden har været – også selvom savnet kan være smertefuldt, kan være en udfordring.
 Sand kærlighed er på mange måder og i mange situationer ikke let – men den gør os til dem, som vi er. I dag fejrer vi Trinitatis søndag. I dag husker vi på, at Gud ikke ville være sig selv uden den kærlighed, som Gud har bundet sig til mennesket med. Gud almagt og Guds sårbarhed er én og den samme. Ved at miste os vil Gud miste sig selv – derfor er Gud med os hele vejen – i frihed og kærlighed. Med os alle dage til verden ende.

 Og Guds fred, der overgår al vores forstand, bevare vores hjerter og sind i Kristus Jesus. Amen.

Takke og forbøn:
 Herre Gud, alle vores veje fører til dig. Du er svaret på vores håb og vores higen og søgen. Når vi har fundet vejen til dig, lader du os se, at du selv har ledt os ved hånden og at vi aldrig stod alene. Herre, vi takker dig for din nåde. For at du hører vores bønner og lærer os at modtage, det som dette liv giver os i taknemmelighed og tro. Du lader os ikke bære mere end vi kan magte – dit åg er let og fuld af nåde. Derfor takker vi dig for denne dag og for alle vores dage.
 Vi beder for læger, sygeplejesker, og portører – for alle som hengiver sig til at tjene og hjælpe andre, når verden og hverdagen er udfordret.
 Vi beder for verdens ledere, at de må finde ydmyghed og styrke til at lede verden mod større håb og frihed.
 Vi beder for hele verden, for vores natur, vores skove og vores have. Velsign jorden og velsign os og lær os at være denne verdens vogtere og dine tjenere.
 Give os nyt mod, når vi bliver trætte. Skab troen, håbet og kærligheden i vores hjerter og sjæl. Frels os og omfavn os, når vi fjerner os fra dig. Løft os op til dig i Ånden og lad os få del i din evige fred, du Hellige Treenige Gud. Vi tror på dig, i dag og alle dag til evigheden.
 Og alt det, som vi ikke fik sagt eller som vi har glemt, kan vi nu sammenfatte i den bøn, som Herren Jesus Kristus selv har lært os, idet vi sammen beder: Fader von, du som er i Himlen…

Velsignelse: Herren velsigne og bevare os. Herren lade sit ansigt lyse over os og være os nådig. Herren løfte sit ansigt mod os og give os fred. Amen.