Andachten / Andagter

Prædiken 22.3.20 / Den Tysk Reformerte Kirke i København

”Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur. Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd, til dyden erkendelse, til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt, til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed. For når alt dette findes og vokser hos jer, kan I aldrig være uden flid og uden frugt i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus; men den, som ikke har det, er så kortsynet, at han intet kan se, og har glemt, at han er blevet renset for sine tidligere synder. Derfor, brødre, skal I arbejde med endnu større iver på at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; gør I det, vil I aldrig snuble. For så vil døren til vor Herres og frelsers, Jesu Kristi, evige rige stå på vid gab for jer.”
Andet Petersbrev 1,3-11.

Kære Venner,
 Døren til Guds evige rige er åben på vid gab, skriver Peter. Det er en grundsøjle i det kristne evangelium. Men, hvis det står for sig selv, det kan lyde betryggende – men også skræmmende.
 Der er ingen tvivl om, at for Peter er det et betryggende udsagn. I en usikker verden er der i hvert fald én sikkerhed: døren til Guds evige rige er åben. Her er et møde med et venligt og kærligt ansigt garanteret. Her er varme og fred. Her er ro, en sabbathvile efter en lang kamp. Døren er åben og lyset strømmer os i møde.
 Men det kan også lyde skræmmende og ubekendt. Hvad ved vi umiddelbart om det landskab, som former livet med Gud i evigheden? Hvad ved vi om Guds rige? Det står på den anden side af denne verden og er fremmed. For at træde igennem døren skal vi efterlade noget, men vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvad det er, som efterlades. At træde igennem den dør er også at tage afsked med alt det, som ikke kan finde en plads i Guds evige rige, i Guds og vores sabbatshvile. Men hvad er det?
 Sådan er evangeliet om Guds Nåde i Jesus Kristus ofte: en gåde. En blanding af det fremmede og det kendte; af det skræmmende og det håbefulde; afsked og gensyn; død og liv.

 I søndags begyndte jeg at have ømme muskler i benene. Søndag eftermiddag havde jeg hovedpine. Søndag aften havde jeg feber.
 En af vores naboer havde været på skiferie i Østrig og to dage før havde hendes mand fået ondt i halsen, ørene og let feber. Vi havde set dem en del, efter vi kom hjem fra Grønland. Børnene er virkeligt gode venner. Konklusionen var nærliggende.
 Hele mandag var jeg i isolation i mit eget hjem. Jeg lå på vores gæsteværelse og kunne høre min familie, men jeg kunne ikke holde om dem – eller bare se dem. Når jeg forlod værelset for at gå på toilettet, havde jeg en maske på. Vi var nok for radikale i vores tilgang og vores nervøsitet for, at jeg kunne smitte familien, men jeg var virkeligt isoleret – og alene med min feber og min frygt. Og jeg har en livlig fantasi, så på trods af at jeg ikke er i den statistiske farezone, så var jeg angst.
 Feberen svingede op og ned igennem det meste af dagen, men den fortog sig langsom i løbet af den sene eftermiddag og aften. Næste morgen kunne jeg forlade vores gæsteværelse og vende tilbage til min familie – og den lidt større cirkel af isolation, nu i hele vores hjem og sammen med dem, som jeg elsker.
 Jeg var ikke i fare, det ved jeg. Men jeg kunne mærke det den skræmmende blanding af det fremmede og ukendte sammen med en dyb forståelse af, hvad jeg virkeligt elsker og ikke vil miste. Jeg kunne mærke hele den frygt og usikkerhed, som vi i øjeblikket har i samfundet i min egen krop. Frygt og håb i en forvirrende blanding.

 Når Peter skriver til den kristne menighed, så gør han det i en bestemt historisk kontekst. I oldtiden blev forandring næsten altid set som en trussel. Det var der gode grunde til. Vi lærer fra de græske tragedier, at tilværelsen var skrøbelig. Tilfældighedernes spil kunne vende op og ned på ens liv. Den ene dag er Ødipus konge – den næste dag er han udstødt, ensom og blind. Den ene dag er Medea lykkelig med sin elskede familie – den næste dag har hun mistet alt. Tilværelsen i oldtiden var ustabil. Den kunne hver øjeblik rystes af krige, af sult, af naturkatastrofer, tørke, røvere, epidemier. Det uforanderlige, det evige, var det eneste faste holdepunkt i en usikker verden.
 Den store teolog, Augustin, kunne henvende sig til Gud på første side i sine ”Bekendelser” og skrive: ”Herre, vores hjerter er urolige, indtil de finder hvile i Dig!”
 Hele tilværelsen var sårbar og plaget af frygt og usikkerhed. Sådan var betingelserne, indtil man fandt hvile i den evige og uforanderlige Gud. Her var et fast holdepunkt i en omskiftelig tilværelse. Her kunne man stå i mod tilfældighedernes spil.
 I bekendelserne skriver Augustin om Tiden. Det tidslige liv er et mysterium. Tiden er det mest almindelige – og det mest besynderlige – ved vores tilværelse. ”Når jeg ikke tænker over det ved jeg udmærket, hvad tid er”, skriver han, ”Men når jeg prøver at sige, hvad tiden er, så har jeg ingen anelse.” Fortiden findes ikke – den er forsvundet. Fremtiden findes heller ikke – den er der jo ikke endnu. Og nuet forsvinder bestandigt, idet det går fra en fremtid, som ikke er der, til fortid, som også et væk. Det hele løber ud igennem fingrene på os. Livet i tiden er ustabilt og flygtigt. Kun evigheden kan give os tryghed og stabilitet. Således Augustin og oldtiden…

 Der er naturligvis noget rigtigt i Augustins opfattelse af tiden og evigheden. Tiden er noget mærkværdigt noget, når man forsøger at sætte sin finger på, hvad det egentligt er. Det er på en måde for tæt på og kan derfor ikke ses rigtigt. Den er for tæt på, til at vi kan få et greb om den. Men Augustins løsning kan være svær at forholde sig til for os i dag. Hans løsning er en bestemt forestilling om evigheden, som noget fuldstændigt uforanderligt og ubevægeligt. Med andre ord, der sker absolut ingenting i evigheden. Og det er jo ganske rigtigt betryggende, hvis man er nervøs for tilfældighedernes spil – men det lyder desværre også ubeskriveligt kedeligt. Det sker ikke en snus.

 Da jeg lå i min korte isolation fra søndag til mandag var dagen på sin vis fuldstændig begivenhedsløs. Feberen var ledsaget af frygt og usikkerhed – men også en ulidelig kedsomhed.
 Og for Augustin er livet med Gud i evigheden fuldstændigt begivenhedsløst. Og det kan lyde, som en gabende kedelig skæbne, for det moderne menneske.
 I dag ville vi nok mene, at Augustins opfattelse af evigheden bærer stærkt præg af hans filosofiske og historiske kontekst. Der er mere Platon end Moses over hans forståelse af Gud. For Platon er evigheden statisk. Men den bibelske Guds evige liv med sig selv er jo ikke statisk, men dynamisk. Fra det første kapitel i skabelsesberetningen møder vi Gud, som én der er i dialog med sig selv; Gud er aktiv. Når man læser Biblen får man indtryk af at hovedpersonen er en travl og ganske energisk Herre. I den bibelske teologi er der selvfølgeligt en forestilling om hvile og fred – om en sabbat, hvor Gud og skabning kan hvile sig i en form for evig ro. Men det virker ikke som en statisk eller fastfrossen begivenhed, men som en faktisk ro og en virkelig hvile. Det virker som den slags ro og hvile, som vi kender fra vores liv som familie – hvor hvilen og freden også kommer fra den lykkelige samvær, som vi kan have med hinanden. Det er en ro og en fred, som er fyldt med liv – en fred og ro, som man faktisk kan leve. Det evige liv er stadigvæk et liv.

 Den ro, som vi møder i kirken, i Gudstjenesten, i menighedens samvær, er en forsmag på det levende samvær, som vi vil møde i Guds evighed, i Guds sabbat. De vandte former, som vi møder i kirken – vores salmer, vores liturgi, vores teologi – de er rolige og fredfyldte. De er ikke statiske eller fastfrosne. Det er former for liv, som man kan vokse i og se sig selv blive dannet, formet på ny.
 Som apostlen Peter skriver i dagens prædikentekst: ”Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur. Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd, til dyden erkendelse, til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt, til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed.”
 Det, som Peter beskriver, er en tilværelse fuld af bevægelse. Der er en udvikling, en rejse, en dannelse. Peter fortæller os, at vi kan vokse som mennesker – og idet vi vokser og bevæger os, så erkender vi, at Gud har åbnet døren til sit rige for os.
 Dyd, erkendelse, selvbeherskelse, udholdenhed, gudsfrygt, brodersind, og kærlighed. Det er netop den indstilling, de dyder, den dannelse, som vi prøver at leve op til i verden i øjeblikket. Det er sådan vi bør møde verdens trusler. Det er netop den bevægelse, som Peter sætter ord på, der er vores håb, hvis vi skal bevæge os igennem denne ukendte og uforudsigelige tid sammen. Det er netop denne bevægelse, som peger hen imod Guds evige rige.
 ”For når alt dette findes og vokser hos jer, kan I aldrig være uden flid og uden frugt i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus; men den, som ikke har det, er så kortsynet, at han intet kan se, og har glemt, at han er blevet renset for sine tidligere synder.”

 Når Augustin beskriver tiden som flygtig, som det der altid er ved at løbe igennem vores fingre som sand, så er det netop ikke den tid, der leves på den måde, som Peter beskriver. Det skræmmende billede af den flygtige tid, som Augustin beskriver, er ikke den tid, hvor vi lever og formes i troen, håbet og kærligheden. Det er netop ikke den tid, der fyldes af vores rejse med Gud, hvor vi hver dag på ny dannes og formes af Guds Ord og Guds Nåde. Peter beskriver det liv, som foregriber Guds sabbat med os. Den tid, kirkens, menighedens, den kristnes tid, er fuld af mening og retning. Fortiden forsvinder ikke væk. Fortiden er vores synders forladelse og mødet med nåden i Jesus Kristus. Den samler os og giver os en retning. Fremtiden er ikke et ubekendt mørke. Den er netop en fuldbyrdelse af det, som gør vores tid på jorden værd at elske og leve.

 Den uoverskuelige tid er den tabte tid, den meningsløse tid.
 Men den tid, som er samlet af buddet om altid at formes og dannes i dyd, erkendelse, udholdenhed, gudsfrygt, brodersind og kærlighed, er ikke en tabt tid. Det er en tid, der er vundet. En tid, som samtidigt giver os et glimt af evigheden. Evangeliet fortæller os, at evigheden er ikke stilstand, men en ro og fred som den vi finder, når vi er sammen med dem, som vi elsker. Den ro, der giver et overskud til at danne sig selv i brodersind og kærlighed.

 Én ting, som jeg lærte i min korte Corona-isolation, er at værdsætte den fulde tid – den tid som er fuld af tro, håb og kærlighed. Den ro og fred, som ligger i det liv, der er gennemstrømmet af kærligheden og den tryghed, som den giver.
 Måske kan den tid som vi nu går igennem – usikker og skræmmende, som den er – lære os virkeligt at erkende evigheden i tiden. Måske kan denne tid lære os om evigheden og give os et glimt, af den fremtid, som vi håber på og som vi kristne forkynder allerede er tilstede i blandt os.

 Jeg ved ikke, om jeg selv kan holde fast i denne erkendelse. Jeg ved ikke, om jeg kan leve op til denne indsigt. Men lige meget om jeg kan eller ej – så ved jeg at den er sand. Jeg ved, hvad der gør livet og tiden værd at leve; jeg ved, hvad evigheden er. Den er netop, hvad Peter forkynder os.
 Om det lykkes os eller ej; om vi vender denne tid til en gave eller ej – det ved vi ikke. Men en ting, som er sikkert er, at hvis vi gør, så har vi intet tabt og vundet utroligt meget – og så er døren til Jesu Kristi evige rige vidt åben for os.

Og Guds fred, der overgår al vores forstand, bevare vores hjerter og sind i Kristus Jesus. Amen.