I den ultrakorte novelle, Om nøjagtighed i videnskaben, fortæller Jorge Luis Borges en historie om et imperium, hvor kartografiens kunst stilede imod et så højt niveau af perfektion, at kartografernes lav kun kunne være tilfredse med et kort over imperiet, der var på størrelse med imperiet og svarede til det punkt for punkt. Senere generationer indså, at kortet var ubrugeligt og lod det derfor gå til. Lasede dele af kortet kunne stadig findes i vestlige ørkener, hvor det tjente til at huse vilde dyr og tiggere…
Vi ønsker os naturligvis nøjagtige kort. Et unøjagtigt kort er ikke ligeså brugbart som et nøjagtigere kort. Det siger sig selv. Men, som Borges lille historie så fint illustrerer, så er der en grænse for, hvad vi beder om, når vi beder om et nøjagtigt kort. Vi beder om et kort, der er praktisk, brugbart; et kort som kan lede os i den rigtige retning og tillader os at orientere os og finde vej. Og som Borges viser med sin reductio ad absurdum, så kan vi netop miste orienteringen, hvis vi forstår ”nøjagtighed” for bogstaveligt. Der er en ”nøjagtighed”, der er ubrugelig.
Min pointe med Borges strålende lille historie er at drage en analogi til kirkens bekendelsesskrifter; en analogi, der kan hjælpe os med at komme til klarhed over spørgsmålet: hvad skal vi (i dag) bruge bekendelsesskrifterne til? Spørgsmålet peger os allerede i den rigtige retning, for bekendelsesskrifternes værdi ligger netop i deres brug. Og her vil jeg mene, at ét åbenlyst svar er, at vi skal bruge dem til at orientere os; til at kunne finde vej i et tekstuelt landskab. Netop derfor er vi – ligesom kartograferne hos Borges – tvunget til at erkende, at der er en nødvendig forskel, en nødvendig afstand, imellem bekendelserne og det foreliggende tekstuelle landskab. De svarer ikke til hinanden punkt for punkt. Og det vil sige, at der er en indbygget mulighed for revision – for at præcisere aspekter, der således kan give os en bedre orientering. Vi kan med tiden have fået en bedre forståelse af landskabet; punkter som vi troede var fjernere fra hinanden, viser sig at være tættere og visa versa. Der er ingen grund til at presse metaforen yderligere. Pointen er, at bekendelsesskrifterne skal være brugbare og give os orientering i vores reflekterede omgang med de bibelske skrifter med henblik på at nå et bestemt mål: forkyndelsen af Guds herredømme, først og fremmest udtrykt i Jesus Kristus.
Her må jeg lave en distinktion, der måske kendetegner mit eget teologiske ståsted som Reformert kristen. Distinktionen har at gøre med, hvordan vi forstår bekendelsesskrifternes vejledning. Her gør det en afgørende forskel, om vi forstår målet som en bestemt sted, hvor vi skal hen, eller som en generel retning eller orientering, for at blive ved kortmetaforen.
Jeg kan måske illustrere forskellen ved at påpege, at ”Calvinist” er et skældsord for de Reformerte. Reformerte protestanter er ikke forpligtet på Calvins teologi. Calvin har den fremtrædende rolle, som han har i Reformert teologi, fordi han er en strålende teolog – en af de skarpeste læsere i kirkehistorien – og det derfor lønner sig at tage, hvad Calvin skriver, alvorligt, når vi skal orientere os i de bibelske skrifter. Det giver således ikke mening at tale om en ”Calvinsk bekendelse” i den forstand, at bekendelsen har som mål at lede læseren i lige linje til en Calvinsk teologisk position.
Idealet i de Reformerte bekendelser er snare at formidle en generel orientering i de bibelske skrifter, hvor det at kunne orientere sig i de bibelske skrifter med henblik på forkyndelsen af evangeliet er et mål i sig selv. Her er resultatet forholdsvis underdetermineret. De udtrykker en tiltro til, at resultatet af en orientering på baggrund af de klassiske Reformerte bekendelser i det store og hele vil lede til en læsning, der i mere eller mindre grove træk bekræfter bekendelsernes formuleringer – men det er ikke bekendelsens rolle at lede den læsende derhen koste hvad det vil. Det er snare bekendelsens opgave at gøre opmærksom på bestemte problemstillinger – bestemte spørgsmål, der kræver svar og stillingtagen – og give de bud, som har vist sig at være de mest overbevisende; at skitsere de positioner, det nabolag, hvor vi, reflekterende læsere, synes at lande igen og igen.
Med en anden metafor kunne vi sige, at en Reformert bekendelse fungerer som en overstregningstusch. Den er at sammenligne med en bestemt farve tusch, der fremhæver bestemte passager, begreber og formuleringer i den bibelske tekst og signalerer at her foregår der noget vigtigt. Og, som sagt, er de trosbekendelser – netop også i den forstand, at den Reformerte tror på, at en seriøs gennemtænkning af disse passager, begreber og formuleringer vil lede læseren til en formulering, der er identisk med eller rimeligt tæt på, bekendelsens ordlyd.
Dermed ikke sagt, at en Reformert bekendelse ikke også kan fungere som en identitetsmarkør. Men den funktion er ikke primær og den selvbevidsthed, der ligger i identiteten er noget i retning af en stolthed eller overbevisning om at være de bedste læsere, der af den grund har de bedste bekendelser. Dermed selvfølgeligt ikke sagt, at den indstilling er berettiget, men i den ligger en åben anerkendelse af muligheden for revision, idet læsningen selv er både middel og mål.
Det er implicit i denne forståelse, at der er klare grænser for, hvad præmisserne for en revision af bekendelserne kan være. Præmissen er de bibelske tekster og hvad de tillader os at tænke og forkynde. Selvfølgeligt er læsninger mere eller mindre historisk betinget. Som jeg skrev i forlængelse af kortmetaforen: nogle punkter i teksten kan vise sig at være tættere på hinanden, end vi troede, og derved lede til en ny og dybere forståelse af, hvad der er vigtigt, hvad der er adiafora og hvad der er mere eller mindre irrelevant. Her kan vores specifikke historiske ståsted både fungere som en hindring eller som en hjælp – sådan som det nu er med intellektuelle landvindinger generelt. Men når det er sagt, så kan vores umiddelbare moralske overbevisninger ikke være en primær præmis for revision. Eller sagt på en anden måde, en given moralsk overbevisning kan lede en teolog til at stille bestemte spørgsmål, men muligheden for en revideret formulering ligger hos teksten selv: hvad tillader teksten os at sige og tænke.
Hvis jeg som Reformert er uenig i Calvins udvælgelseslære, så er det ikke nok, at jeg kan komme med en række moderne moralske grunde til at alle skal have lov til at være med og at det ikke er rimeligt at ekskludere andre, fordi de ikke tror det samme som jeg. Opgaven må være at komme med en læsning (af centrale kapitler i Romerbrevet, Efeserbrevet, etc.) som i princippet ville kunne have overbevist Calvin om, at hans udvælgelseslære måtte revideres. Det er mere eller mindre den opgave som Karl Barth løftede i Den Kirkelige Dogmatik bind II,2. Og den læsning havde det resultat, at en betragteligt række Reformerte menigheder reviderede deres teologi på dette væsentlige punkt. Men derved bekræftede de netop deres eget Reformerte bekendelsesgrundlag og bekendelsernes blivende betydning for den teologiske tanke.
