Jeg har tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. Det er kun rimeligt, at jeg tænker sådan om jer alle. For I er i mit hjerte, både når jeg er i lænker, og når jeg forsvarer og underbygger evangeliet. I er jo alle fælles med mig om nåden. Gud er mit vidne på, hvor meget jeg længes efter jer alle med Kristi Jesu inderlige kærlighed. Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt, og være renfærdige og uden anstød på Kristi dag, fyldt af retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til pris og ære. Fil 1,6-11
Salig er den, som hører Guds ord og bevarer det. Amen.
Kære Venner,
Den amerikanske filosof, William James, beskriver i begyndelsen af sit essay, Pragmatism eller Pragmatismen, en lille lærerig scene. Han er ude at gå i skoven med en gruppe venner og kollegaer fra Havard Universitet. Efter en solid gåtur sætter de sig i en lysning for at spise frokost. James går selv lidt videre, formegentligt på naturens vegne, men vender hurtigt tilbage til gruppen. Da han kommer tilbage til lysningen opdager han, at en heftig diskussion er sprunget op, imens han har været borte. I lysningen står et træ og op ad træstemmen kravlede et egern. En fra gruppen har gået over til træet og har jagtet egernet, der derfor nu kravler hurtigt rundt om stammen. Kollegaen begyndte således også at løbe rundt om stammen med det resultat, at egernet hele tiden var på den ene side af stammen og manden på den anden side af stammen. Det er denne begivenhed, der har udløst en heftig filosofisk diskussion. Stridens kerne er, hvorvidt det er manden, der løber rundt om egernet – eller om det er egernet, der løber rundt om manden. Gruppen er delt midt over i dem som mener det ene og dem som mener det andet.
James bruger historien til at stille sit eget, filosofisk grundlæggende, spørgsmål: hvad forskel gør det egentligt, hvem der løber rundt om hvem? Er der nogen som helst praktisk konsekvens af at have det ene synspunkt eller det andet synspunkt? Med andre ord, er det ikke fuldstændigt ligegyldigt – og derfor ikke et spørgsmål, der overhovedet kan afgøres? Hvis vi skal dømme om noget er sandt eller falsk, rigtigt eller forkert, så må svaret kunne gøre en faktisk, praktisk forskel. Det må gøre en forskel i forhold til, hvordan vi faktisk lever og handler i vores liv. Hvis det ingen praktisk forskel gør, hvis det ikke ændrer noget som helst, så er spørgsmålet bedøvende lige meget – svaret på det er hverken sandt eller falsk.
Det er sikker ikke gået nogens næse forbi, at det er femhundrede år siden Reformationen begyndte. Måske er det heller ikke gået nogen forbi, at der har været heftige diskussioner om Reformationens indflydelse og vigtighed. Så vidt jeg kan se, har diskussionen grundlæggende drejet sig om, hvorvidt Reformationen er den begivenhed, der giver os den moderne verden, eller ej. I yderste konsekvens – er det Reformationens fortjeneste, at vi alle kan læse, har et offentligt hospitalsvæsen, nogenlunde social lighed, og så videre….? Eller, med den anden fløjs briller og argumenter, går der en lige linje fra Luther til nazismen? Udsatte Reformationen de moderne, fremskridtsvenlige kræfter? Indstiftede den et tyrannisk, mandsdomineret, præstestyre, der knuste datidens friheds-hungrende forkæmpere for velfærdsstaten? Lidt af en mundfuld. Det er måske nok sat lidt på spidsen – men desværre ikke meget.
Nede under denne diskussion ligger James’ spørgsmål: hvilken praktisk forskel – om nogen – gjorde Reformationen? Det mærkelige er, at, så vidt jeg kan se, så er både kirkens forsvarere og de mere utilfredse ateister enige om, at den gjorde en forskel. Men alt efter om man er frygtelig glad for protestantismen eller om man er frygtelig ked af protestantismen, drejer diskussionen sig i hovedsagen om, hvorvidt forskellen var god eller dårlig.
Mærkværdigt nok virker det også som om, at alle er enige i målestokken for om forskellen, som Reformationen gjorde, var en god eller dårlig forskel. Målestokken, kriteriet, for om Reformationen skal bedømmes som en landvinding eller en hindring synes at være vores nuværende samfund og de værdier, som vi har i dagens Danmark. Ledte Reformation til de specifikke sociale værdier, som vi har i dag eller modarbejdede den dem? Alle virker, så at sige, forbavsende enige om, der det netop er os, vores samfundsform, og vores værdier, der er det ultimative succes-kriterium, når vi dømmer Reformationen.
Det betyder selvfølgeligt ikke, at man ikke kan småskændes om detaljerne og de specifikke værdier. Er kriteriet en socialliberal række af humanistiske værdier, eller skal vi lægge større vægt på det konstitutionelle monarki og den nationale fællesskabsfølelse, eller er det den lighed, der har karakteriseret de socialdemokratiske velfærdsamfund i det tyvende århundrede? Men lige meget hvad, så er det os, her, i dag, med vores livssyn og IKEA møbler, som er standarden for om Reformationen var en succes eller ej.
Men er det den rette målestok for en begivenhed som Reformationen? Jeg må desværre indrømme, at jeg ofte har på fornemmelsen at vores evne til at forstå og bedømme vores virkelighed virker truende forfladiget. Mange herinde vil huske tragedien i spillestedet Bataclan i Paris. Det var et fuldstændigt meningsløst og nihilistisk massemord, der udspillede sig for netop to år siden, den trettende november, i det trettende arrondissement i Paris. Det eneste formål med angrebene var at ødelægge, at dræbe, at rive ned, at skabe tomhed, hvor der før var liv.
Når jeg nævner denne tragiske begivenhed, er det, fordi jeg aftenen efter, så programmet Deadline på Danmarks Radio. For at forstå og analysere begivenheden havde aftenens vært samlet fire politikere. Fire politikere… det var det. Der sad de så, en tidligere advokat, to personer, der har begyndt men aldrig fuldført statskundskabsstudiet, og en tidligere ejendomsmægler. De skulle så hjælpe os andre med at forstå nihilismens og meningsløshedens trussel. Og intet ondt om statskundskabsstuderende og ejedomsmæglere, men er det virkeligt dem, som skal hjælpe os til at forstå en begivenhed som Bataclan?
Jeg nævner også denne begivenhed, fordi den også havde betydning for vores kirke. I kølvandet på dette meningsløse attentat lod den franske menighed vores kirke blive et fristed for tanke, sorg, og håb. Netop dette rum, som vi sidder i i dag, dannede rammerne for at omforme meningsløsheden til eftertanke, refleksion, og vilje til at leve videre. Til at mindes, men også til at sætte noget i stedet for tomheden. Til at give andre et sprog til at tale om en sådan udfordring fra tomheden. Og det er netop det, som den kristne tro og dens sprog kan: vi kan tale fornuftigt om grænserne for vores menneskelige forstand. Vi har et ordforråd, der gør, at vi kan tale om ondskabens trussel. Vi kan tale om håbet på trods. Den kristne forkyndelses sprog er netop det sprog, der lader os omgås med vores egne begrænsninger uden at hengive os til meningsløshed og tomhed.
I de situationer, hvor vi står overfor vores egen afmægtighed, er velfærdsstaten, socialliberalismen, og velfungerende sundhedssystem ikke længere nok. Det er storslåede landvindinger og jeg vil tusind gange hellere leve i 2017 end i 1517, men selv i 2017 kan vi stå ansigt til ansigt med spørgsmål og udfordringer, der kræver åndelige svar. Og ikke nok med det, det kræver allerede et åndeligt sprog til overhovedet at formulere de spørgsmål, som trænger sig på. Og det er simpelthen ikke en tidligere ejendomsmægler, nu parlamentarisk repræsentant for Vestsjællands, metier at kunne tage ansvar for det sprog.
Paulus er i lænker, i fangenskab. Døden truer, og han skriver åbent til sine venner i byen Fillippi om at skulle forlade dette liv. Han skriver om konflikten imellem at ville dø og hvile i Kristus – og at blive i denne verden for, gennem sine trængsler, at kunne tjene forkyndelsen af Guds nåde. Vi ved ikke, om Paulus fangenskab var i Efesos eller i Rom. Vi ved ikke, om det endte i hans død eller om han slipper levende fra det – i denne omgang. Hvad vi ved er, at Paulus ifølge ham selv befinder sig i grænselandet imellem denne verden og den kommende. Vi ved, at han skriver fra grænselandet imellem denne verdens magter og Guds frihed, magt og nåde. Vi ved, at han netop i dette grænseland finder en glæde og en frihed, der overgår alt andet. Og netop i dette grænseland kan han se og erkende et fællesskab, der overgår alle denne verdens fællesskaber.
Paulus skriver: ” Jeg har tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. Det er kun rimeligt, at jeg tænker sådan om jer alle. For I er i mit hjerte, både når jeg er i lænker, og når jeg forsvarer og underbygger evangeliet. I er jo alle fælles med mig om nåden.”
Nådens fællesskab, et fællesskab skabt og formet af Gud i hans åbenbaring i Jesus Kristus. Det er herfra Paulus taler og skriver – balancerende på grænsen imellem denne verden og den kommende, på grænsen imellem liv og død, fangenskab og frihed, meningsløshed og håb. Det er her, han forsvarer og underbygger evangeliet. Det er her, hvor kan kæmper for at kunne forkynde og sætte ord på en menneskelighed, der kun kommer til syne i mødet med Gud. Det er her, hvor han kæmper for at beskrive en fremtid, der ikke er op til os, men som skabes af Gud. Det er her, hvor han bliver apostlen Paulus – netop fordi han formåede at sætte ord på denne tilstand og give os et sprog, der tillader os at navigere vores egne grænser i tro, og håb, og kærlighed.
Netop ved at kunne sætte ord på Guds nåde i Jesus Kristus hjælper Paulus os med at kunne tale fornuftigt om vores fuldt formede liv i denne verden. ” Og det beder jeg om”, skriver han, ”at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt, og være renfærdige og uden anstød på Kristi dag.” Når denne verden præsenterer os med grænserne for, hvad vi umiddelbart kan forstå på egen hånd, så står vi ikke tomhændede tilbage. Vi har Guds Ord til at gives os håb og lede os videre.
Målestokken for at bedømme Reformationens vigtighed og indflydelse er Guds Ord. Så simpelt er det. Forkyndes Guds Ord klart? Præsenteres vi med Guds Ord og Guds Nåde i Jesus Kristus på en sådan måde, at det ruster os til kampen imod verdens meningsløshed og tomhed. Klæder det os på til at imødegå vores egen menneskelige svaghed, magtesløshed, og – til tider – ondskab med håb og mod. Lader det vores kærlighed vokse og blive rig på indsigt og dæmmekraft? Giver forkyndelsen os sproget til at insistere på Guds frihed og kærlighed midt i denne verdens forvirring og rod og retningsløshed? Giver Kirken os et sprog, der gør at vi ikke står fattige tilbage, når vi møder vores egne dybe begrænsninger og de ting, som truer vores liv og forstand? Har Reformationen gjort en forskel her, på dette punkt? Det er den eneste fornuftige målestok for at bedømme Reformationen. Alt andet er ligegyldigt sludder, pjat og distraktion.
Med andre ord: forkyndes evangeliet frit eller ej?
Den første premiereminister i den Kinesiske Folkerepublik, Zhou Enlai, blev engang spurgt af en journalist: ”Minister Zhou Enlai, hvad mener de om resultatet af den Franske Revolution?” Hvortil den altid diplomatiske Zhou svarede: ”Det er for tidligt afgøre.” For Zhou var den Franske Revolution ikke afsluttet endnu. Den var stadigvæk i gang. Han var en del af den og hans del var i hvert fald ikke færdiggjort endnu.
Kære Venner, sådan er det også med Reformationen. Det er for tidligt at afgøre om den er lykkedes eller ej. Vi er stadigvæk i gang. Som den store Reformerte teolog, Karl Barth, sagde i 1947: ”Ecclesia semper reformanda est”. Kirken bør altid reformeres.
Vi, som i dag er samlet her fra mange forskellige lande, sprog og kulturer, er den af Guds Ord Reformerte Kirke i København, og så længe Guds Ord lyder vil vi formes til Guds Kirke igen og igen. Dette er vores opgave, vores mål, og vores håb. Det er vores ansvar: vi må igen og igen minde verden om, at her er en forkyndelse, et Ord og et sprog, som den ikke har råd til at miste. Så længe vi har kræfter, er vi forpligtet til at videregive denne tro, lære, dømmekraft og indsigt. Så længe vi har kræfter til det må vi forkynde Guds evangelium frit og lade dette rum, denne bygning, igen og igen blive Guds kirke – for hele verden. Som der står skrevet over kirkedøren: ”Kom lad os gå til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus.” Det er den invitation, den indbydelse, som vi giver til denne by, dette land, denne verden.
Er det så måske endda for tidligt at fejre et jubilæum? Hvis ikke, så er det kun fordi vi, Reformerte, må fejre Reformationen i den samme Ånd, som Paulus skriver i, når han formaner den spæde kirke i Fillippi: ”Jeg har tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. Det er kun rimeligt, at jeg tænker sådan om jer alle. For I er i mit hjerte, både når jeg er i lænker, og når jeg forsvarer og underbygger evangeliet. I er jo alle fælles med mig om nåden. Gud er mit vidne på, hvor meget jeg længes efter jer alle med Kristi Jesu inderlige kærlighed. Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt, og være renfærdige og uden anstød på Kristi dag, fyldt af retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til pris og ære.”
Og Guds fred, der overgår al vor forstand, velsigne og bevare vores hjerter og sind i Jesus Kristus. Amen!