Reformert Kirkes koncertkor blev stiftet af kirkens daværende organist Mikael Garnæs i 1993 og består af omkring 20 sangere. Koret øver hver tirsdag aften i kirkens krypt og medvirker ved festgudstjenester og koncerter i kirken, hvoraf faste begivenheder er sommer- og julekoncerterne samt musikgudstjenester langfredag og på kirkens fødselsdag i november. Derudover har vi løbende andre koncertprojekter.
Repertoiret består af den klassiske kirkemusik for a cappella-kor samt kantater og større korværker. Vi arbejder fast sammen med en gruppe strygere, der spiller til mange af vores koncerter.
En specialitet på korets repertoire er firstemmige satser over de klassiske reformerte Davidssalmer af komponister som Claude Goudimel, Claudin le Jeune og Jan Pieterszoon Sweelinck.
Koret har lejlighedsvis arbejdet sammen med andre kor om opførelse af større værker som f. eks. Stainers "The Crucifixion" med Brøndby Kammerkor, Rossinis "Petite messe Solennelle" med Gribskovkoret og P.E. Lange-Müllers "Tre Psalmer" sammen med Rigshospitalets kor.
Vi har sunget til gudstjenester og koncerter ved besøg i reformerte søstermenigheder i bl.a. Malmö, Fredericia, Stockholm, Berlin/Köpenick og Hamburg.
I 2001 bestilte og uropførte koret Frederik Magles "Håbet" for kor, orgel, militærorkester og slagtøj til minde om 200-året for Slaget på Reden og indspillede det efterfølgende på cd sammen med Frederik Magle, orgel, og Søværnets Tamburkorps under ledelse af Ib Myrner og Mikael Garnæs.
Koret er altid interesseret i at få nye medlemmer, især på herrestemmerne. Der opkræves ikke kontingent, men der må påregnes mindre udgifter til noder og kaffekasse.
Henvendelse om optagelse i koret til dirigenten Claudia Mørch.