Andachten / Andagter

Prædiken og Liturgi Palmesøndag 5/4/2020 / Den Tysk Reformerte Kirke i København

Vi fejrer Gudstjeneste i Faderens, Sønnens og Helligåndens Navn. Vores hjælp er i Herrens navn, himlens og jordens skaber, hvis pagt og trofasthed varer evigt, og som aldrig slipper sine hænders værk. Amen.

Prædikentekst:
 ’Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: “Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.” Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: “Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”’ Markusevangeliet 14,3-9.

 Salige er de, som hører Guds Ord og bevarer det. Amen.

Kære Venner,
 I dag er det Palmesøndag. I dag fejrer vi at Messias, Kristus er kommet til sit folk. Vi fejrer, at manden, Jesus af Nazareth, er den befrier, den leder, som denne verden har ventet og håbet på. Vi fejrer, at vores forventninger ser ud til at blive indfriet. Palmesøndag er en festdag; en glædens dag.
 Men Palmesøndag er også indgangen til Påskeugen. Idet vi fejrer, at vores forventninger ser ud til at blive opfyldt, så blotlægger vi også vores forventninger. Vi afslører, hvad det er, som vi egentligt håber på; hvad vi egentligt ønsker og regner med. Faren ved at lægge sine dybe ønsker og håb åbent frem er, at vi kan komme til at indse, at vores ønsker og håb er problematiske. Vi kan komme til at konfrontere vores egen manglende forståelse af, hvem vi egentligt er og hvad der egentligt tjener os bedst. Vi kan komme til at lære noget om os selv, som vi egentligt ikke ønskede at vide.

 I den Russiske instruktør, Andrei Tarkovskys, science fiction film ”Stalker” fra 1979 hører vi netop om et eksempel på, at det kan ødelægge et menneske at få sine inderste ønsker opfyldt. Filmen handler om en bestemt ”Zone”, der er blevet lukket af af myndighederne. Der er sket et eller andet i ”Zonen”, der har ændret områdets karakter. En gruppe af mennesker har trænet sig i at omgå myndighederne og lede folk ind i ”Zonen”: de kaldes ”Stalkere”. Der sker mystiske og uforudsigelige ting derinde og folk, som har været derinde – specielt Stalkerne – bliver forandret af deres berøring med landskabet i ”Zonen”. Deres børn kan udvikle sygdomme eller mærkelige evner.
 Der er et rygte om, at hvis man når hjertet af ”Zonen”, så kan man få sine inderste ønsker opfyldt – og Stalkerne tilbyder at lede dem, som tør, helt derind – naturligvis mod betaling. De går aldrig selv ind i hjertet af ”Zonen”. Det er meningen af de kun skal være vejvisere.
 Filmen følger én bestemt Stalker, som skal lede en videnskabsmand og en digter ind i hjertet af ”Zonen”. I løbet af deres rejse fortæller Stalkeren en historie om hans læremester, kaldet ”Pindsvinet”. ”Pindsvinets” elskede bror dødede ved et uheld og ”Pindsvinet” valgte derfor selv at trænge ind i hjertet af ”Zonen”. Han var overbevidst om, at hans dybeste ønske var at få sin bror tilbage i live igen. Da ”Pindsvinet” vender tilbage fra hjertet af ”Zonen”, er han blevet umådeligt rig. Dagen efter begår han selvmord.
 ”Pindsvinets” selvbillede kunne ikke overleve at blive konfronteret med ”Pindsvinets” faktiske selv; han kunne ikke leve med den person, som han virkeligt var; han kunne ikke leve med at have fundet ud af, hvad hans eget inderste ønske og begær egentligt var. Hvem af os kan?

 Ved vi egentligt selv, hvad der tjener os bedst? Ved vi egentligt selv, hvem vi er og hvad vi i virkeligheden har brug for? Er vi selv i stand til at tage vare på os selv og vores eget velbefindende? Det er vigtige spørgsmål – specielt i disse tider.

 Jesus er i Betania hos Simon den Spedalske. Han sidder med sine disciple og spiser. En kvinde kommer ind til dem, bryder en krukke med Nardusolie op og salver Jesus. Reaktionen fra de omkringværende – vi kan gå ud fra, at det blandt andet var disciplene – er umiddelbar og ganske forståelig. Den er præget af solidaritet og omtanke for deres næste, for de fattige. ’…Nogle blev vrede og sagde til hinanden: ”Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.” Og de overfusede hende.’ Hvis man trækker overfusningen fra, så er der på mange måder ikke en finger at sætte på reaktion. Den er forståelig. Endda sympatisk.
 Deres reaktion giver udtryk for en klar prioritering; en solidarisk indstilling; et ønske om omfordeling af goderne, hvis man kan bruge sådan et moderne, politisk udtryk. De reagerer på det, som de ser som en ødselhed og et spild. Og reagerer på vegne af de, som virkeligt har brug for hjælp. De udviser ”samfundssind”, som man siger.

 Som vi alle sammen ved, så er ”samfundssind” netop nu en grundsten i vores tilværelse, hvis vi skal komme ud af denne frygtelige situation, som Corona-virussen har sat hele verden i. Vi har brug for at tage vare på hinanden. Vi har brug for at de stærke tænker på de svage og handler derefter. Vi har brug for at stå sammen og holde hånden under hinanden. Vi har brug for ikke at sløse - og at de som har overskud investerer det i vores fælles bedste. Men der er to spørgsmål, som melder sig: ved vi faktisk hvad vores eget bedste er? Og er der noget vigtigt, hinsides vores umiddelbare opfattelser af det politisk og samfundsmæssigt nødvendige, som vi ikke må glemme og som vi ikke må miste af syne? Er der hensyn, som ligger hinsides de umiddelbare behov – selv i en krisesituation?

 Det er svært at svare med et ubetinget ”Ja!” eller ”Nej!” til det første spørgsmål. Det, som gør vores nuværende situation så svær at håndtere, er i høj grad uvisheden. Usikkerheden er en af de største sjælelige trusler i denne tid. Der er meget, som vi ikke ved om vores usynlige fjende. Der er meget, som vi ikke ved, om vores tilgang til den. Vi og vores nærmeste naboland har grebet situationen vidt forskelligt an. Vores ledere har åbent indrømmet, at de handler delvist i blinde. Hellere være for forsigtig end for nonchalant, har været de danske politikeres indstilling – og det er en god regel, men den bygger på skøn og gæt, som vi håber og beder til er de rigtige.
 Der spørges, om kuren bliver værre end sygdommen. Det er ofte et kynisk spørgsmål – netop fordi vi ikke er i en situation, hvor sådanne evalueringer giver mening. Der er ingen målestok lige nu – og dem, som lader som om, der er, er uredelige. Vi må i stedet mobilisere hele vores menneskelighed i hver eneste betragtning og i hvert eneste valg. Det er den eneste måde at navigere på nu. Men igen, ved vi umiddelbart, hvad der er det bedste for mennesket? Er vi så sikre på, at vi ved, hvem vi er og hvad der gavner os, at vi fuldt og helt kan stole på vores intuition? Kan vi stole på vores forestilling om vores egen menneskelighed?

 Det er her, hvor svaret på det andet spørgsmål er vigtigt: er der noget vigtigt, grundlæggende, hinsides vores umiddelbare opfattelser af det politisk og samfundsmæssigt nødvendige? Noget, som vi ikke må glemme og som vi ikke må miste af syne? Her er svaret ”Ja!”
 I Betania i huset hos Simon den Spedalske forsvarer Jesus kvinden, der netop har hældt Nardusolien over hans hoved: ’Jesus sagde: “Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.”’
 Kvindens gerning giver ikke umiddelbart mening for de omkringværende, men det er netop, fordi den peger ud over vores umiddelbare virkelighed. Hendes handling peger hen mod en virkelighed og en historie, der ikke lader sig begribe i forhold til vores sædvanelige målestokke. Den passer ikke ind i det socioøkonomiske regnestykke. Men det gør ikke hendes handling værdiløs. Hendes handling peger på en sandhed om Jesus – og sandheden om Jesus fortæller os noget om, hvem vi er og hvad vores virkelige målestok er. Sandheden om Jesus fortæller os noget, som vi ikke kan sige os selv.

 Evangeliet om Guds åbenbaring i Jesus Kristus er ikke en rosenrød historie. Det er en historie om kamp, om smerte, om svigt, om tålmodighed, om lidelse, om misforståelser, om liv og død. Den lærer os om ensomhed og isolation; om at bære et ansvar så tungt at man næsten bukker under; om at lide afsavn; at opgive alt for at komme andre til hjælp.
 Historien om Jesus Kristus viser os, at der er et dybere niveau af tilværelsen, hvor vi ikke formår at hjælpe os selv. Det er et niveau, som vi knap nok kan erkende, at vi har brug for. Men det er også det niveau og den dybde af virkeligheden, som giver os den retning til vores liv, som vi virkeligt har brug for. Det er dette niveau, som lærer os at erkende, hvad vi virkeligt er – og hvad der er værd at håbe, leve og dø for.
 Hvorfor skal vi hjælpe de fattige? Hvorfor skal vi passe på de svare og de gamle? Hvorfor skal vi tage vare på hinanden og udvise ”samfundssind” i en krise som denne? Svaret er, at det skal vi fordi vores menneskelighed er det værd. Selvom vi ikke umiddelbart kan se og mærke det, så er mennesket alle vores ofre værd – og det ved vi, fordi Gud i Jesus Kristus ofrede alt for at redde mennesket.
 Jesus afviser ikke, at de fattige skal hjælpes. Naturligvis ikke. Men han peger hen på det billede af mennesket, der gør den hjælp til mere end en tilfældig pragmatisk politisk holdning. Når vi standser op og bliver stående ved de pragmatiske politiske overvejelser, så er vi i fare for at bevæge os hen i en retning, hvor vi netop ikke kan retfærdigøre omsorgen, næstekærligheden, menneskeligheden – ”samfundssindet”. Vi kan se os om efter en grund til at forsvare menneskeligheden – og pludselig indse, at den er blevet væk for os midt i vores pragmatisme og vores løsningsorienterede overvejelser.
 Så kan vi ende, som i historie om ”Pindsvinet” i Tarkovskys film ”Stalker”: vi kan være overbeviste om, at vi handler efter de bedste og reneste ønsker og hensigter – men i virkeligheden er vores begær rettet mod vores egen vinding, vores egen tilfredsstillelse, vores egne behov. Vi kan pludseligt stå konfronteret med vores egen umenneskelighed, fordi vi ikke havde blik for den sande menneskelighed – Guds menneskelighed, som vi møder i Jesus Kristus.

 Palmesøndag møder vi vores egen opfattelse af vores menneskelighed som en fristelse. Vi står ansigt til ansigt med en farlig misforståelse af, hvad vi har med at gøre i evangeliet om Jesus Kristus. Det er en opfattelse af vores virkelighed, som ser den politiske eller sociale sfære eller niveau som den absolutte og det ultimative sandhed. Den indstilling kan være båret af både gode og dårlige hensigter. Den kan hvile på en dyb solidaritet eller en rå kynisme. Men lige meget hvad hensigten eller motivationen er, så er den indstilling netop i fare for at miste grebet om det egentlige fundament, som vores menneskelighed hviler på: den menneskelighed som blev valgt af Gud og som Jesus er gået i døden for. De sociale, økonomiske og politiske hensyn alene kan ikke bære vores menneskelighed.
 Det er netop, hvad Jesus lærer os i dagens prædikentekst: der er et andet niveau, som må træde til og bære os og vores menneskelighed. På dette fundament kan vi opretholde den menneskelighed, som kommer til udtryk i samfundssind og solidaritet.

 Når Jesus salves, salves han også som en konge. Messias, den udvalgte, den salvede, krones til konge. Men Jesu kongeværdighed, hans herlighed, ligger netop i den død, som han også salves til med denne lille krukke af Nardusolie. Så længe evangeliet om Jesus Kristus forkyndes vil den kvinde, der salvede ham ikke blive glemt. Hendes handling peger hen på den Gud, der bærer os igennem alle trusler mod vores menneskelighed. Hendes handling peger hen imod den Gud som er med os igennem striden og kampen – og som er parat til at omfavne os på den anden side.
 Det er det, som denne tekst forkynder os denne Palmesøndag i denne svære tid: Kære venner, vi vil komme igennem denne tid sammen – uden at miste vores menneskelighed – for vores skrøbelige menneskelighed bæres af Guds menneskelighed. Det er Guds løfte til os denne Palmesøndag: i den svære tid med lidelse, ensomhed, afsavn og angst, som vi er ved at gå igennem – i denne tid er Gud med os og lover os, at vi ikke vil miste os selv på vejen.
 Vi går nu ind i Påskeugen – Gud går med os.

 Og Guds fred, der overgår al vores forstand, bevare vores hjerter og sind i Kristus Jesus. Amen.

Takke og forbøn:
 Tak for at du skænker os lyset og håber, så vi kan erkende og bevare vores menneskelighed i disse svære tider. Herre, vores bøn til dig denne Palmesøndag er enkel.
Våg, Herre, med dem som våger, hjælper eller græder i dag – og lad din engel lede os alle. Vogt de syge og hold hånden over dem, Jesus Kristus. Giv de trætte hvile. Velsign de døende. Giv lindring til dem, som lider. Hav medlidenhed med de berørte. Beskyt de modige, de håbefulde og de, der spreder glæde. Gør dette for hele din kærligheds skyld.
Dette beder vi om i din søn, Jesu Kristi navn, han som lærte os at bede til dig med ordene: Vor Fader, du som er i himlen…

Velsignelse: Herren velsigne og bevare os. Herren lade sig ansigt lyse over os og være os nådig. Herren løfte sit ansigt mod os og give os fred. Amen.