Prædiken d. 17/5/2020 / Den Tysk Reformerte Kirke i København
”Jeg siger: Herren er min lod, derfor venter jeg på ham. Herren er god mod den, der håber på ham, mod det menneske, der søger ham. Det er godt at vente i tavshed på Herrens frelse, det er godt for en mand at bære åg i sin ungdom; han skal sidde ensom og tavs, når Herren lægger det på ham, han skal ligge med munden i støvet, måske er der håb! Han skal vende kinden mod ham, der slår ham, han skal mættes med spot. For Herren forstøder ikke for evigt; nej, selv når han kuer, forbarmer han sig i sin store troskab; det er ikke af hjertet, han mishandler og kuer mennesker.” Klagesangene, kapitel 3, 24-33.
Kære Venner,
”Herren er min lod”, skriver klagesangens digter. Når jeg hører eller læser den lille sætning, mærker jeg er sælsom form for trøst. Det er den samme form for trøst, som jeg mærker, når jeg hører eller læser Guds hårde ord til Paulus i Andet Korinther-brev: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” Begge udsagn er kategoriske: der er intet at forhandle om. Der er noget brutalt over disse ord. Alt hvad man kan gøre, er at tage ordene til sig, at tage ordene på sig.
”Herren er min lod.” Forholdet til Gud er min skæbne i livet og jeg er i dette forhold – lige meget, hvad jeg foretager mig; lige meget hvilke krumspring, som jeg prøver at lave. Med andre ord, det er ikke op til mig. Gud har valgt, at jeg skal leve med Gud. Gud har kaldet mig til dette forhold og det står ikke til at ændre.
”Herren er min lod, derfor venter jeg på ham.” Gud er min skæbne og den viden kan skænke en dyb tålmodighed. Hvad end der sker, hvad end jeg gør, vil Gud ikke give slip på mig. Alle mine veje fører til Gud.
Det kan også komme til udtryk ved at sige, at alt hvad der møder mig på min vej igennem livet er fra Gud – både det gode og det onde. Både mine lidelser og mine lykkelige stunder kommer fra Gud. Både mine skuffelser og mine sejrer, min sorg og min glæde – alt er fra Gud. Calvin skrev at denne forståelse tjener til at opbygge vores fromhed – som alt andet hos Calvin: således skal vi takke Gud i medgang og ransage os selv i modgang. Herren er min lod, derfor venter jeg på ham. Amen.
Men det er ikke en nem ting at tage til sig, specielt ikke i vores moderne og oplyste samfund.
I dag har vi moderne og oplyste teologer og præster i den vestlige verden nok en tilbøjelighed til hele tiden at understrege Guds kærlighed og Guds nåde. Det er glæden, som kommer fra Gud – ikke lidelsen. I modgang skal vi i stedet forsikres om Guds kærlighed og velvilje, for kærlighed og velvilje er prisværdige kvaliteter som passer sig for en ordentlig gud. Gud lider med os, men er ikke kilden til vores lidelse. I lidelse er Gud medfølende, medlidende – og det er selvfølgeligt også rigtigt.
Den moderne Gud er large. Og hvis Gud grundlæggende er large, så giver det meget lidt mening at tale om, at Gud kan være kilden til vores lidelse og sorg. Det giver meget lidt mening at tale om Guds vrede og Guds straf.
Tanken her er ikke ny. Det har altid været en halv-filosofisk forestilling, at Gud må være hævet over vredes udbrud, ærgrelse og straf. For eksempel, kunne gamle græske filosoffer simpelthen ikke sluge tanken om, at en ordentlig gud skulle kunne være i sine følelsers vold, tabe tålmodigheden, blive vred og lade det komme til udtryk. Den slags reaktioner er tegn på menneskelig svaghed – og egentligt burde vi, mennesker, også stramme os an og overvinde vores sådanne impulser.
Den filosofiske indstilling gør sig stadigvæk gældende i dag, selvom de færreste nu ville påberåbe sig Platon eller Aristoteles. Til gengæld er der i dag bred enighed om, at vrede og straf er dårlig pædagogik – og det ligger bestemt ikke godt i det moderne menneskes mund at anklage Gud for at være en dårlig pædagog. For en ting er sikker i vores oplyste samfund: dårlige pædagoger skal enten fyres eller på kursus. Sådan er det.
Sådan var det ikke for et par hundrede år siden. Hvis kirkespiret i Nakskov i 1787 faldt ned og gjorde skade – ja, så var det et klart udtryk for Guds utilfredshed med det generelle fromhedsniveau i Nakskov. Det var en reminder fra Gud om, at Nakskovs borgere lige skulle stramme sig an. Ellers kunne der komme mere fra samme skuffe…
Den opfattelse af virkelighed kan vi selvfølgeligt vælge at smile af i dag. Vi kan mene, at førsteprioriteten for de gode borgere i Nakskov måske skulle være at lave regelmæssige bygningsinspektioner – og også lægge et renovationsbudget. Og måske er det virkeligt os, moderne mennesker, som nu er mere prosaiske og ikke behøver så bombastiske tanker som ”Guds vrede og straf” til at forstå en beklagelig ulykke – så som en halvalmindelig bygningsskade. Vi er kommet videre, kan vi sige til os selv. Vi moderne mennesker kan sagtens skelne imellem tro og overtro.
Men der noget ved denne opfattelse, som nager mig. Jeg er ret sikker på, at folk i Nakskov i 1700-tallet udmærket var klar over, at en grundlæggende del af forklaringen på kirkespirets kollaps, var dårlig tagkonstruktion eller fugt og rådne planker eller hvad ved jeg… Jeg er sikker på, at de valgte at bygge mere solidt næste gang og i deres genopbygning tog højde for, at spiret kunne vise sig at være ustabilt, hvis bjælkerne blev fugtige, og så videre.
Når de så alligevel kunne sige til sig selv, at det væltede spir var udtryk for Guds vrede og straf, så var det fordi dette udsagn handlede om noget andet. Guds vrede og straf var ikke en forklaring på årsag og virkning i byggebranchen… De forventede ikke, at den lokale ingeniør tog et sug på piben og sagde: ”Ja, sådan noget har jeg set mange gange før: det er et klart eksempel på, hvad vi i byggeindustrien med et fagudtryk kalder ’Guds vrede og straf’.”
Nej, udsagnet handlede om, hvad mening, hvad betydning, man skulle tilskrive en sådan ulykke. Det handlede om, hvordan den slags begivenheder kunne finde plads i en forståelse af en meningsfuld tilværelse, finde plads i en meningsfuld verden. Hvad fortæller en sådan begivenhed os om vores plads i verden? Hvordan skal vi leve med, at sådanne ting sker? Hvordan skal vi leve med det tragiske, med sorgen, med vreden, med lidelsen? Og her er svaret, at man skal bygge lidt mere solidt, et meningsløst svar. Og det er netop her, hvor jeg ikke er sikker på, at vi – moderne og oplyste mennesker – har trukket det længste strå. Jeg er ikke sikker på, at det er os, som er bedst klædt på til at møde det liv, den tilværelse, den verden, som vi faktisk står overfor – hvad enten vi kan lide det eller ej…
Det er egentligt her, hvor jeg frygter, at vi moderne teologer og præster midt i vores velvilje og vores forsøg på at tale til det oplyste og moderne menneske, er kommet til at miste grebet om en meget vigtigt del af forkyndelsen af Guds evangelium. Jeg frygter, at vi er blevet ude af stand til at tale nuanceret og kritisk om Guds og vores forhold til det tragiske, det svære; at vi ikke længere kan tænke verdens tragiske begivenheder i forhold til den levende Gud. Hele tiden at appellere til Guds medlidenhed og solidaritet er ikke seriøst. Vi må være i stand til at tale meningsfuldt og kritisk om lidelsen, om ulykkerne, om vores egen magtesløshed. Jeg frygter, at vi i vores forsøg på at understrege, hvor large og empatisk Gud er – hvor rigtigt det end er - , samtidigt har åbnet døren for meningsløsheden. Jeg frygter, at vi står tilbage med et billede af en medfølende men magtesløs Gud, der står sammen med os og kigger på, at den ene meningsløse katastrofe efter den anden kommer rullende.
For mig er denne diskussion ret konkret. Det handler konkret om, hvad vi kan og skal sige og forkynde, når vi i dag er ramt af en verdensomspændende pandemi. Hvad skal jeg sige og forkynde, når der er daglige reportager af dødstal fra hele verden: fra Cape Town til Trondheim; fra Vladivostok til Vancouver. Når frygt og lidelse er helt konkret for store dele af jodens befolkningen. Når vi står overfor en sygdom som denne. Her kan jeg ikke andet end at forholde denne situation til Gud – og stille spørgsmålet om, hvorfor dette er Guds vilje.
Når jeg beder til Gud – og beder til Gud om at beskytte min familie, menigheden, mine venner, mit land og verden mod denne virus, så er det fordi jeg tror, at Gud har magten og kraften til at beskytte og skærme og værne. Det er kun, fordi jeg tror at Gud kan gribe ind og styre denne sygdom, at det giver mening at bede om hjælp.
Hvis Guds svar på min bøn var: ”Ja, den er virkeligt ikke god den virus dér. Det er en frygtelig situation og jeg er fuld af empati og medlidenhed – ja, jeg er med dig helt ind i lidelsen i dyb solidaritet. Men, når det er sagt, så er det faktisk ikke rigtigt mit ansvarsområde det her.” Hvis det var det svar, som jeg kunne forvente, så ville min bøn være irrelevant, meningsløs. Det billede af Gud ser Gud som en empatisk omstillingsperson på en hotline, der føler med din frustration, imens vedkommende sender dig videre i systemet. Måske varmer sympatien lidt, men den kan ikke hjælpe dig…
Jeg står stadigvæk tilbage med spørgsmålet om, hvad meningen med denne pandemi er. Her er jeg udmærket godt klar over, at disse virustyper springer fra dyr til mennesker under bestemte vilkår. Jeg er klar over, at der er en biologisk og molekylær årsagsforklaring – men det er ikke det, som jeg spørger til. Jeg spørger til den dybere mening. Jeg spørger til, hvordan jeg skal leve og håbe i denne tid. Hvordan skal jeg orientere mig i mit forhold til Gud? Hvordan jeg skal gribe mit liv an? Her efterlader det empatiske – og apatiske – Gudsbillede os uden svar. Jeg står tilbage – overladt til meningsløsheden.
Men det billede af den empatiske Gud, der selvfølgeligt er large, men som egentligt ikke har noget ansvar for verdens tilstand, udfordringer, og problemer, er ikke et billede af den bibelske Gud. Den bibelske Gud er den hellige treenige Gud, der åbenbares i Jesus Kristus. Men den Gud er også profeternes Gud. Det er Abrahams, Isaaks og Jakobs Gud. Den bibelske Gud giver sig også til kende igennem den lidelse, som Gud påfører Egypterne igennem Moses og Aron. Gud gør Faraos hjerte hårdt. Det er Gud, der sender assyriske konger mod Israel, så Israel kan vende tilbage til den rette vej. Gud er også dommens Gud. Gud er en nidkær Gud, hvis vrede flammer op. Det er den Gud, der har ansvar for at lade Satan ramme Job med lidelse og sygdom – og derefter kan sige ”hvem er du til at dømme mine veje”.
Det er denne levende Gud, der er vores lod. Det er den Gud, som klagesangene er skrevet til. Det er i dette levende forhold, at Gud kan svare Paulus’ bøn med ordene: ”Min nåde er dig nok.”
Jeg er nødt til at bekende min tro på, at den situation, som vi er i, også sker i overensstemmelse med Guds vilje. Gud har villet, at vi skulle stå i denne situation, havde disse lidelser og sorger, kæmpe disse kampe. Og idet jeg har sagt det, så må jeg også spørge mig selv, hvorfor jeg tror, at dette kunne være tilfældet. Hvad har mennesket gjort, siden vi skal erkende vores magtesløshed på denne måde? Jeg tror at forsøget på at benægte Guds ansvar i lige så høj en grad er at benægte mit eget dybere ansvar. Så fraskriver jeg mig muligheden for at spørge indtil mit eget forhold til Gud og til det ansvar som Gud har givet mig som menneske i Guds skaberværk.
Jeg må spørge mig selv: hvad har vi mennesker gjort, hvad er det for en verden, som vi har skabt, så Gud lader en pandemi som Corona-virussen ramme os? Her må jeg vende mig om og se på mig selv. Jeg må ransage min menneskelighed. Jeg må se på mig selv som et væsen i en verden, der også kan opleve og fortjene Guds vrede og dom – samtidigt med at jeg beder til den levende Gud, der handler og – netop derfor – også har styrken og magten til at frelse.
Fordi jeg tror, at Gud griber ind i verden, kan jeg bede til Gud i denne situation. Fordi jeg tror, at Gud er almægtigt, kan jeg bede om tilgivelse, hjælp og trøst. Dette tror jeg, fordi Gud har åbenbaret sig for alle tider i Jesus Kristus. Gud første og sidste ord til verden er Guds nåde og kærlighed i Jesus Kristus: den nåde som samler os op og sætter os i et levende forhold til Gud. Fordi dette er det første og sidste ord til os, kan vi også tale om Guds vrede og dom. Og vreden og dommen kan kun forstås inden for det forhold, som Gud har etableret i sin nåde, da Gud valgte os og verden: den nåde som knytter verden til ham.
Evangeliet fortæller os, at vi ikke både står overfor en frygtelig pandemi og en meningsløs verden. Vi står midt i en pandemi. Men vi står i en meningsfuld verden, hvor vi kan bede til Gud, fordi vi i Jesus Kristus er sat i et levende forhold til Gud.
Når jeg har sagt det, så må jeg samtidigt erkende, at jeg ikke forstår alle Guds veje – men den erkendelse efterlader mig ikke tomhændet. Den efterlader mig bedende og troende. Det efterlader mig både med et ansvar og med et håb.
Denne prædiken har på mange måder været en af de sværeste, som jeg har holdt. Da jeg skrev den, var mit hoved fyldt med svære tanker og uhåndgribelige spørgsmål om mit ansvar, menneskets ansvar, Guds ansvar. Jeg er ikke sikker på, at jeg har nået en større klarhed. Det har været svært at sige, at denne pandemi – frygtelig som den er – også kan være et tegn fra Gud – at de liv, som går bort, og den lidelse, som vi oplever, kan være i overensstemmelse med Guds vilje. Men her, i dag, kunne jeg ikke sige andet. Her møder jeg grænsen af, hvad jeg kan forstå – resten må være bøn og stilhed. Nådens Gud er med os, har lovet aldrig at slippe os – og hører vores bøn.
”Jeg siger: Herren er min lod, derfor venter jeg på ham. Herren er god mod den, der håber på ham, mod det menneske, der søger ham. Det er godt at vente i tavshed på Herrens frelse, det er godt for en mand at bære åg i sin ungdom; han skal sidde ensom og tavs, når Herren lægger det på ham, han skal ligge med munden i støvet, måske er der håb! Han skal vende kinden mod ham, der slår ham, han skal mættes med spot. For Herren forstøder ikke for evigt; nej, selv når han kuer, forbarmer han sig i sin store troskab; det er ikke af hjertet, han mishandler og kuer mennesker.”
Og Guds fred, der overgår al vores forstand, bevare vores hjerter og sind i Kristus Jesus.
Amen.